Cæsar salat – sunde og proteinrige opskrifter
Cæsar salat er en klassiker, der holder: sprød romainesalat, salt parmesan og en cremet dressing med citron og hvidløg. I denne guide viser vi, hvordan du bevarer den velkendte smag, men gør salaten mere proteinrig og mættende – med kylling, en lettere dressing og et kreativt pizza-alternativ med kyllingebund.

Cæsar salat – fra klassiker til et lidt smartere valg
Ifølge historien blev Cæsar salat opfundet i 1920’erne af en restaurantejer i Mexico, der måtte improvisere med det, der var tilbage i køkkenet. Kombinationen af sprød romainesalat, revet parmesan, æg, olivenolie, ansjoser, hvidløg og citron blev hurtigt en succes og spredte sig verden over.
I dag spiser mange Cæsar salat til frokost eller aftensmad – både derhjemme og ude. Den serveres ofte med ekstra topping som kylling, bacon eller croutoner.
I sin klassiske form kan Cæsar salat dog hurtigt blive ret energitæt, især på grund af dressing, parmesan og croutoner. Derfor er der også mange, der spørger: kan man gøre den lidt sundere?
Ja, det kan man. Med få justeringer kan du gøre salaten mere mættende og bedre balanceret. Herunder får du nogle idéer til, hvordan du kan øge næringsindholdet uden at gå på kompromis med smagen.
Tips til en lidt sundere Cæsar salat
- Skru op for proteinet: tilsæt kylling, rejer, tofu eller bønner for bedre mæthed.
- Lav en lettere dressing: brug hytteost som base i stedet for en klassisk dressing med meget olie og æggeblomme. Blendet hytteost giver en cremet konsistens, mere protein og færre kalorier.
- Vælg kalkunbacon frem for almindelig bacon: det indeholder mindre fedt, men giver stadig den salte og sprøde smag.
- Brug fuldkornsbrød til croutoner: det giver flere fibre og bedre mæthed.
- Tilføj flere grøntsager: det øger både volumen, næring og mæthed.
Cæsar salat med kylling
En proteinrig version, der fungerer godt til både frokost og aftensmad. Kylling og hytteostdressing giver ekstra protein, og sammen med croutoner bliver salaten et mere mættende og balanceret måltid.
Ingredienser (4 portioner)
Salat
- 800 g kyllingebryst
- 300 g romainesalat
- 30 g groftrevet parmesan
- 4 skiver fuldkornsbrød
- 1 spsk olivenolie
Proteinrig cæsardressing
- 200 g hytteost (1,5 %)
- 100–150 ml vand
- 2 ansjosfileter
- 1 lille fed hvidløg
- 1 tsk dijonsennep
- 0,5–1 spsk citronsaft eller hvidvinseddike
- Salt og peber
Sådan gør du
- Steg eller grill kyllingen, til den er gennemstegt og gylden. Krydr med salt og peber. Lad den køle lidt af, og skær den i skiver.
- Skær brødet i små tern og steg dem sprøde i lidt olie. Lad croutonerne køle af på køkkenrulle.
- Skyl og del romainesalaten. Fjern eventuelle visne blade.
- Hak ansjoser og hvidløg fint. Kom det i en skål og pisk sammen med resten af ingredienserne til dressingen, til den er helt glat. Smag til med salt og peber.
- Vend salaten med dressing og parmesan. Anret på et fad og top med kylling og croutoner ved servering.
Næringsindhold pr. portion
- 484 kcal
- 65 g protein
- 20 g kulhydrat
- 15 g fedt

Cæsar salat som pizza – med kyllingebund
Hvis du har lyst til variation, men stadig vil have smagen af Cæsar salat. Her erstattes pizzadejen med en bund af kyllingefars og toppes med romainesalat, parmesan og hytteostdressing. Det giver et mættende måltid med et højt proteinindhold.
Ingredienser (2 portioner)
Bund
- 400 g kyllingefars (11 % fedt)
- 1 æg
- 1 tsk løgpulver
- 1 spsk oregano
- 1 tsk chiliflager
- 1 tsk salt
Dressing
- 100 g hytteost (1,5 %)
- 100 ml vand
- 1–2 ansjoser
- 1 lille fed hvidløg
- 1 tsk dijonsennep
- Salt og peber
Topping
- 200 g romainesalat
- 40 g revet parmesan
- 1/2 citron
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 200 °C.
- Rør kyllingefars, æg og krydderier sammen.
- Fordel farsen på bagepapir i et tyndt lag som bund.
- Bag i 15–20 minutter, til den er fast og let gylden.
- Blend dressingen.
- Top den afkølede bund med romainesalat, parmesan, dressing og et squeeze citron.
Næringsindhold pr. portion
- 539 kcal
- 56 g protein
- 5 g kulhydrat
- 32 g fedt
- 3,2 g fibre
Flere måder at nyde Cæsar salat på
Cæsar salat opstod som en improvisation med det, der var i køkkenet – og sådan kan du også bruge den i dag. Tilpas opskriften efter det, du har derhjemme. Skift fx kylling ud med rejer eller laks, eller lav en vegetarisk version.
Du kan også toppe med ristede nødder eller frø for ekstra bid, tilføje tyndtskåret rødløg eller kapers for mere salt smag eller presse lidt ekstra citron over ved servering for en friskere oplevelse.
Når du leger med ingredienser, dressinger og toppings, kan du nemt finde din egen favorit – uanset om det er til hverdag eller weekend.
Start din vægttabsrejse hos Yazen i dag
Du skal blot oprette en konto og svare på nogle spørgsmål om dit helbred.








